Gå til hovedindhold

Ildsjæl giver brændstof til succes

Bruun & Hjejle er et advokathus fyldt med store personligheder, og kantinen i stueetagen er ingen undtagelse. Her står 55-årige Nina Rossi i spidsen for en velsmurt maskine, der ikke kun sørger for brændstof til medarbejderne i form af sund, bæredygtig mad, men som i lige så høj grad værner om kulturen og den gode stemning.

I 12 år har køkkenchef Nina Rossi styret køkkenet i Bruun & Hjejle. I den tid har hun cementeret sig som en vigtig figur for hele huset. Hendes ressortområde har gennem årene udvidet sig til også at dække over receptionen og facility management.

Det er ikke et tilfælde, at køkkenchefen ikke kun slår sine folder i kantinen. 

Spørger man Nina, hvad der driver hende, så lyser hendes øjne op, når hun beskriver glæden ved at se huset arbejde sammen og lykkes som en helhed på tværs af afdelingerne, hvor mad, service, møbler og rådgivning går op i en højere enhed – både for medarbejderne og for klienterne.

”Jeg er nok typen, der hurtigt kommer til at kede mig, og derfor finder jeg hele tiden nye områder at optimere. Med tiden har det udviklet sig til vores serviceydelser som helhed og vores generelle arbejde med bæredygtighed, og det synes jeg er enormt spændende at være med til at drive frem,” siger Nina Rossi.

Brændstof til at præstere og knubs undervejs

I sin tid som køkkenchef har Nina Rossi truffet flere beslutninger for husets kost. Fra første dag på jobbet indførte hun både morgen- og aftensmad i kantinen.

Den forlængede åbningstid i kantinen blev modtaget med kyshånd internt, men ikke alle tiltag er blevet taget lige godt imod.

Det grønne køkken har altid været en stor del af køkkenchefens cuisine, og derfor faldt det hende naturligt at gøre mere plads til de vegetariske retter i buffeten, og i 2017 besluttede hun sig for at indføre en fast vegetardag om ugen.

”Jeg blev lidt upopulær. Jeg fik mange bemærkninger for den beslutning, men jeg holdt fast, og stemningen i dag er en helt anden. Nu er der rigtig mange, der holder meget af, at vi har så stort et udvalg af vegetarretter, og det gør mig stolt,” siger hun.

I 2021 har Nina Rossi og resten af køkkenet med stor succes haft særlig fokus på at skære ned på mængden af madspild, og bæredygtighed er igen på agendaen i 2022, fastslår Nina Rossi.

”Medarbejderne kan godt forvente, at der kommer nye, grønne tiltag i køkkenet i år. Men jeg vil ikke oplyse hvilke, fordi jeg håber, at langt de fleste af medarbejderne slet ikke lægger mærke til det,” griner hun.

Køkkenet skal være et frirum Nina Rossi er meget bevidst om, at hun dagligt laver mad til mennesker, der skal præstere og som ofte har travlt.

Citat af Nina Rossi

Vi gør virkelig meget ud af at skabe et frirum nede i køkkenet, og vi kan mærke, at når folk stikker hovedet ind og siger hej, så sænker skuldrene sig, og vi kan se, at de slapper af.

Nina Rossi
Køkkenchef

“Det frirum er vigtigt for mig at kunne give medarbejderne,” siger hun og pointerer, at de små samtaler med glade medarbejdere giver hele køkkenet motivation til at give den en ekstra skalle.

Afslutningsvis fremhæver Nina, at hendes vigtigste mission hos Bruun & Hjejle er at sørge for, at folk får noget ordentlig mad, og at alle bliver mødt med smil og venlighed.

”I sidste ende handler det nok om, at jeg gerne vil være med til at gøre medarbejderne stolte over at arbejde hos Bruun & Hjejle, og hvis jeg kan bidrage til det, så går jeg glad og tilfreds hjem fra arbejde.”

Find denne artikel og mange andre i Bruun & Hjejles årsrapport 2021 her.

all
sm
md
lg
xl
2xl
3xl
4xl